Støt Broen Danmark - Min konto

2. oktober 2017

“Jeg ville bare hjælpe nogle børn”

Den 2. oktober 2002 blev BROEN Horsens stiftet. I forbindelse med 15 års jubilæet bringer vi et interview med stifteren Hans Søgaard

Hans Søgaard (foto: Anders Boll)

“Jeg ville bare hjælpe nogle børn”

Hans Søgaard tog opgaven på sig, da der viste sig at være et større behov for at hjælpe udsatte børn, end han havde forestillet sig.

Hans Søgaard havde ingen planer om at stifte en forening og se den brede sig over hele landet. Han drømte ikke om at modtage priser eller trykke hånd med prinsesser.

Han ville bare hjælpe et par udsatte børn, så de kunne komme til at gå til sport.

Børnene hørte han om gennem sin datter, Connie, der arbejdede på et behandlingshjem for misbrugere. Han var lige gået på pension, da datteren sagde: ”Far, der er de her to drenge på 10 og 12 år – kunne du ikke gøre noget for at hjælpe dem? Moren er på behandlingshjemmet, og de bor hjemme i lejligheden på Axelborg med deres far, der er alkoholiker. De vil gerne gå til fodbold, men der er ikke råd, og der er heller ikke nogen, der kan følge dem.”

– Så jeg ringede til nogle bekendte og spurgte, om de ville hjælpe. Det ville de gerne, og pludselig havde jeg flere penge og mere hjælp, end jeg skulle bruge til de to børn. Så måtte vi jo finde nogle flere børn at hjælpe.

Han kendte mange mennesker, blandt andet fordi han gennem 15 år arbejdede i en salgsafdeling i bilbranchen:

– Så møder man jo mange mennesker, som han siger.

Hans Søgaard fortsatte med at bruge sit netværk. Denne gang kontaktede han souschefen i skolefritidsordningen ved Søndermarkskolen på Sønderbro og spurgte om, han kendte nogle børn, der havde brug for hjælp.

Det gjorde han. For desværre var der både dengang og nu alt for mange børn med brug for hjælp.

Hans Søgaard er med til sæsonens afslutningsdans hos Juliussens Danseinstitut. Der er kaffe til de voksne, sodavand til børnene og kage til alle. Han snakker med Maria, en lille pige, der holder af at danse. Men nogen gange, betror hun ham, nogen gange har hun lyst til at lade være med at trække vejret så lang tid, at hun dør. Men hun gør det ikke: ”For så er der ikke nogen til at passe på min lillebror.”

Elendighed blandt børn

Der er mange, der gerne vil hjælpe. Der er færre, der rent faktisk gør det vedholdende og kontinuerligt. Det er svært at få ud af Hans Søgaard, hvorfor han kunne og ville.

– Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 12 år, og det er sundt at være beskæftiget med noget. Jeg er født og opvokset på en lille gård ude på den jyske hede ved Nørre Snede. Jeg er såmænd bare en bondeknold. Når man er fra sådan et sted, så har man lært at arbejde; jeg passede kreaturer og var med til markarbejdet med at luge roer og pløje med hest. Da jeg var 14 år, kom jeg ud og tjene, og siden blev jeg smed og maskinarbejder, lyder det første forsøg på en forklaring.

Og dernæst:

– Jeg har set noget elendighed, som jeg ikke troede fandtes blandt børn her i landet. Man samlede ind til børn i udlandet, men aldrig til fattige, udsatte børn her i landet. Jeg troede heller ikke, at der fandtes den elendighed, men det gør der.

Hans Søgaard har altid selv været aktiv sportsmand. Han har dyrket skydning og vundet DM i racerløb.

– Det gav mig noget at gå op i og koncentrere mig om. Lediggang er roden til alt ondt.

– Jeg fik også kolleger og kammerater i sporten.

En bro til de gode fællesskaber (modelfoto)

– Sport giver et fællesskab. Det er nok det væsentligste. Når børn bliver teenagere, så vil de have et fællesskab med andre end deres forældre, og hvis de ikke kan finde det fællesskab andre steder, finder de det på gaden. Derfor er det godt, hvis de bliver engageret i sport eller en anden forening i stedet, mener Hans Søgaard.

Martin er 14 år. Han bor i Vestbyen. Han skriver et afskedsbrev til sin mormor. Han kan ikke bære mere, for hjemmet er i opløsning, faren drikker og spiller kort. Hans Søgaard og hans hustru Lis får fat i ham i sidste øjeblik, inden han gør skade på sig selv. En dag ringer han til Lis og spørger, om han kan låne penge til en pakke rugbrød, for der er ingen mad i huset. Hun giver ham en madpakke og lidt penge.

Foreningen blev stiftet

Den 2. oktober 2002 blev BROEN Horsens stiftet. Igen spurgte Hans Søgaard folk, han kendte, eller mennesker, han mente kunne hjælpe, om de ville med i bestyrelsen, være frivillige, bidrage. I 2009 var han også med til at stifte den landsdækkende forening BROEN Danmark.

Han spurgte politikere, for eksempel har tidligere minister Henrik Dam Kristensen siddet i bestyrelsen, og selv prinsesse Marie fik han engageret i BROENs arbejde.

– Man spørger jo bare folk og taler godt for sig, lyder hans forklaring.

Det er 15 år siden, Hans Søgaard var med til at hjælpe de første to børn. Siden har BROEN Horsens og dens søsterforeninger over hele landet hjulpet tusindvis af børn.

– Det er absolut ikke blevet bedre.

Der er stadig alt for mange børn, der har brug for hjælp til at komme med i fællesskabet.

– Man ser dem ikke i bybilledet, for de har problemer med bare at være her. De holder sig for sig selv, siger Hans Søgaard.

Gefionsgården har en aftenklub for unge. Det koster 49 kr. om måneden at kunne komme og hygge sig med sine venner, spille lidt billard og hænge ud. Da Horsens Kommune stopper tilskuddet til betalingen, kan de fleste børn ikke længere komme, for deres forældre kan ikke afse de penge. Nu betaler BROEN Horsens hver måned kontingentet for næsten 100 børn.

Snebolden rullede

Hans Søgaard stiftede BROEN Horsens i 2002 (foto: Anders Boll)

I år bliver Hans Søgaard 80 år. Han er stadig formand for bestyrelsen.

– Men vi skal have fundet en anden, siger han.

Hans Søgaard drømmer om at finde en aktiv person, der lige er gået på pension:

– Jeg tror ikke, man kan overkomme at være bestyrelsesformand, hvis man også har et fuldtidsarbejde ved siden af, forklarer han.

Men hvad har drevet ham selv i alle de år?

– Jeg er godt tilfreds, når tingene lykkes. Når vi får skaffet de penge, der skal til for at hjælpe børnene, og når jeg ser det kæmpe arbejde, de frivillige gør.

– Jeg har bare prøvet på at hjælpe nogle børn, og en hel masse folk har villet været med til at hjælpe. Der er et ord, der hedder ansvar. Snebolden rullede, og jeg rullede med.

Artiklen er skrevet af journalist Jeannette Refstrup, og den indgår i en jubilæumsbog om BROEN Horsens.

Find også artikel om Hans Søgaard i Horsens Folkeblad den 23. september 2017