Ved fredagens fodboldkamp den 25. november i Superligaen mellem AC Horsens og AGF blev der samlet 2 kroner pr tilskuer ind til fordel for BROEN Horsens.
Indsamlingen er en del af den CSR-pulje, som superligaens hovedsponsor Alka og alle superligaklubberne har oprettet til at støtte sociale formål rundt i landet. De enkelte klubber vælger en lokal indsats, som klubben vil sætte særligt fokus på i forbindelse med en hjemmekamp.
Her valgte AC Horsens, at indsamlingen skulle gå til BROEN Horsens, som direktør Kristian Nielsen fortæller på klubbens hjemmeside: “BROEN Horsens med Hans Søgaard i spidsen har gjort et fantastisk stykke arbejde for børn i Horsens gennem en årrække, og foreningen har været en god samarbejdspartner for os. Historisk set har BROEN Horsens været god til at bakke op om flere af vores unge spillere i AC Horsens.”
Den endelige opgørelse af støtten sker først senere, når den fælles superligapulje er gjort op. Der var 2.422 tilskuere ved kampen i fredags.
Find mere om støtten fra AC Horsens
Find mere om superliga-CSR-puljen
BROEN Horsens siger en stor tak for støtten!