Støt Broen Danmark - Min konto

26. februar 2016

Enna har succes med sin sport

Enna Pehadzic forside HSFO

Enna Pehadzic på forsiden af sportssektionen i Horsens Folkeblad

Enna Pehadzic er en talentfuld ung kvindebasketball-spiller fra Horsens, der lige om lidt er på vej til en tilværelse med basketball på topniveau. Enna, der er 18 år og går i 3.G på Horsens Statsskole, har nemlig fået en kontrakt om en fri collegeuddannelse på University of South Florida i Tampa i USA, hvor pigernes hold er i top 20 blandt collegeuddannelserne i landet.

Ennas talent udviklede sig i Horsens i klubben HIC, hvor hun dog måtte spille med drengene for at få modstand nok. Derefter begyndte hun at spille for kvindeholdet i Åbyhøj ved Aarhus. Forældrene har hele tiden bakket op om hendes sport. Men det blev en økonomisk belastning for hendes familie, at hun også kom på ungdomslandsholdet og skulle til samlinger og rejser til udlandet.

Ennas familie kom i kontakt med BROEN Horsens, der hjælper børn til en aktiv fritid. Det udløste værdifuld økonomisk støtte til de mange træningslejre, udlandsture, udstyr osv. Til Horsens Folkeblad fortæller Enna Pehadzic, der har bosniske rødder:

“Det lettede meget for min familie. Jeg har et rigtig godt forhold til Hans (Søgaard, stifter og formand for BROEN Horsens, red.), og det vil jeg blive ved med at have. Han er som en god bedstefar.”

Ennas forældre kom til Horsens som udløber af krigen på Balkan i 90’erne, og de har ydet fuld opbakning til begge deres døtres sport. Storesøsteren har spillet professionel fodbold, indtil en skade satte en stopper for karrieren.

Find hele artiklen om Ennas vej til USA i Horsens Folkeblad: Enna-artikel HSFO