Støt Broen Danmark - Min konto

9. december 2015

Juleløb klar igen i Horsens

Løbere-m-nissehuer

Nogle af de friske deltagere i 2412Run Horsens i 2014

”Start julen med motion og hygge og støt samtidig en god sag!” Det er budskabet med juleløbet 2412Run Horsens, som igen i år er klar til at indlede julen med hyggelig motion i frisk luft.

Sidste år valgte mere end 1100 børn, unge og voksne at indlede den 24. december med at løbe eller gå rundt om Bygholm Sø. En række sponsorer støttede løbet, og i alt blev der indsamlet næsten 17.000 kr. til at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid gennem BROEN Horsens.

2412Run støtter børn og unge til en aktiv fritid

“Lav plads til julemiddagen, få frisk luft og støt en god sag!” Sådan lyder tilbuddet fra folkene bag 2412Run, der igen i år arrangerer et hyggeligt og uformelt juleløb om formiddagen den 24. december 2015.

Løbet vil som sædvanligt foregå rundt om Bygholm Sø i Horsens, og der er lagt op til, at alle – børn og voksne, hunde og barnevogne – kan være med. Man kan løbe eller gå, som det passer til temperament og form. Det er gratis at deltage, og man skal ikke meldes til på forhånd, men kan bare møde op i tidsrummet kl. 9-12. Så man bestemmer altså selv, hvornår det passer at tage turen – bare man er færdig kl. 12.

“Vi oplever, at rigtig mange synes, at det er dejligt at få sig rørt lidt juleaftensdag, inden man skal i gang med den store julemiddag,” siger Morten Bundgaard fra løbeklubben Atletica, som arrangerer 2412Run Horsens i samarbejde med BROEN Horsens.

Julemand-m-nissepige

Julemanden delte både karameller og knus ud

“For mange er dagen en fridag, og for både børn og voksne, kan det være rart at lave noget sammen for at få tiden til at gå lidt hurtigere til det, de fleste glæder sig til, nemlig at samles med familien og hygge sig med juletræ og gaver. Vi synes også, at det er en fantastisk at fortsætte traditionen om at mødes til et afslappet juleløb, hvor man samtidig støtter et rigtig godt formål, der handler om at hjælpe nogle af de mest udsatte børn og unge. Det er vel helt i tråd med det, julen også drejer sig om: at tænke på andre. Så tag din nissehue på og vær med til at sætte farve på den 24. december,” opfordrer Morten Bundgaard sammen med de andre frivillige arrangører.

2412Run Horsens støtter den frivillige forening BROEN Horsens, som hjælper børn fra udsatte familier til at være aktive i lokale fritidstilbud i hele kommunen. En lang række sponsorer støtter løbet, og deltagerne kan også lægge et valgfrit beløb i en indsamlingsbøsse på dagen. Sponsorerne støtter løbet ved at give et bidrag pr. omgang, der tilbagelægges på dagen, eller et fast bidrag uanset antallet af deltagere og omgange. I 2014 blev der gået og løbet 1.258 omgange om søen.

Hovedsponsor for 2412Run er energiselskabet OK. Desuden har Bilka tilbudt at sponsorere kildevand og småkager. Flere sponsorer melder sig løbende. Som noget nyt er der i år et lotteri, som sponsorer kan donere præmier til. Der er stadig plads til flere på sponsorplakaten. Interesserede sponsorer kan kontakte BROEN Horsens på info@broen-horsens.dk

Man kan på forhånd udfylde en deltagerslip, som afleveres på dagen, så man ikke skal vente før eller efter sin tur rundt om søen på at udfylde på stedet. Deltagerslippen kan printes ud fra hjemmesiderne for Atletica og BROEN Horsens, hvor der også er mere information om løbet. Der er også oprettet en facebook-side med titlen “2412Run Horsens“, hvor man kan finde mere om løbet.

Mere om 2412Run og BROEN Horsens

Idéen til løbet kommer fra løberen Anders Steffensen fra Horsens, som i 2007 arrangerede det første 2412Run om Bygholm Sø. Siden har løbet været afholdt hvert år den 24. december med et stigende antal deltagere. I år er der knopskydninger af løbet med 2424Run Vojens og 2412Run Haderslev, som arrangeres af lokale løbere, og som støtter BROENs lokale afdeling i Haderslev. Også her løbes der om en sø i henholdsvis Vojens og Haderslev.

BROEN Horsens er forening, der har til formål at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid ved at støtte med betaling af kontingent og udstyr i situationer, hvor familien ikke selv kan klare udgiften eller har behov for støtte til, at børnene kommer i gang med en fritidsaktivitet. Foreningen består af frivillige, og den blev oprettet af Hans Søgaard i 2002. Den er en del af den landsdækkende organisation BROEN Danmark.