Støt Broen Danmark - Min konto

21. december 2014

Få julemotion og støt en god sag

Rentegnet logo“Lav plads til julemiddagen, få frisk luft og støt en god sag!”

Sådan lyder tilbuddet fra folkene bag 2412Run Horsens, der i år arrangerer det hyggelige og uformelle juleløb om formiddagen den 24. december 2014. Løbet vil som sædvanligt foregå rundt om Bygholm Sø i Horsens, og der er lagt op til, at alle – børn og voksne, hunde og barnevogne – kan være med. Man kan løbe eller gå alt efter temperament og form.

Det er gratis at deltage, og man skal ikke meldes til på forhånd, men kan bare møde op i tidsrummet kl. 9-12. Så man bestemmer altså selv, hvornår det passer at tage turen – bare man er færdig kl. 12.

Santa Run Tønder 2014 Marcus Klepke-4

Man må gerne tage sin nissehue med til 2412Run! Her er deltagerne ved Santa Run i Tønder hoppet i julemandsdragterne (foto: Marcus Klepke)

– Vi håber, at rigtig mange vil synes, at det kan være dejligt at få sig rørt lidt juleaftensdag, inden man skal i gang med den store julemiddag, siger Morten Bundgaard fra løbeklubben Atletica, som arrangerer 2412Run Horsens i samarbejde med BROEN Horsens. – For mange er dagen en fridag, og hvis man har børn i familien, så kan det være rart at lave noget sammen for at få tiden til at gå lidt hurtigere til det, de fleste glæder sig til, nemlig at samles med familien og hygge sig med juletræ og gaver. Vi synes også, at det er fantastisk at få videreføre traditionen her i kommunen om at mødes til et afslappet juleløb, hvor man samtidig støtter et rigtig godt formål, der handler om at hjælpe nogle af de mest udsatte børn. Det er vel helt i tråd med det, julen også drejer sig om, at tænke på andre. Så tag din nissehue på og vær med den 24. december, opfordrer Morten Bundgaard.

Man kan på forhånd udfylde en deltagerslip, som afleveres på dagen, så man ikke skal vente før eller efter sin tur rundt om søen på at udfylde på stedet. Deltagerslippen kan printes ud fra hjemmesiderne for Atletica og BROEN Horsens, hvor der også er mere information om løbet.

2412Run Horsens støtter den frivillige forening BROEN Horsens, som hjælper børn fra udsatte familier til at være aktive i lokale fritidstilbud i hele kommunen. Man kan selv vælge, om man vil give et bidrag til BROEN Horsens ved at lægge et beløb på dagen. Desuden kan sponsorer støtte løbet ved at give et bidrag pr. omgang, der tilbagelægges på dagen, eller et fast bidrag uanset antallet af deltagere og omgange. I 2013 belv gået og løbet ca. 1.000 omgange.

Hovedsponsor for 2412Run Vojens er energiselskabet OK. Desuden har Bilka tilbudt at sponsorere æbleskiver og alkoholfri gløgg, og Grafisk Forum er omgangssponsor. Rema1000 og Kvickly har bidraget med godter til julemandens sæk, som vil møde løbende og gående rundt om søen på dagen. Der er plads til flere på sponsorplakaten!

Der er oprettet en facebook-side med titlen “2412Run“, hvor man kan tilkendegive, om man deltager i arrangementet. Interesserede sponsorer kan kontakte BROEN Horsens på info@broen-horsens.dk

Idéen til løbet kommer fra løberen Anders Steffensen fra Horsens, som i 2007 arrangerede det første 2412Run om Bygholm Sø. Siden har løbet været afholdt hvert år den 24. december med et stigende antal deltagere. Sidste år deltog mere end 800 i løbet i Horsens, og der er over årene givet ca. 200.000 til udsatte børn og unge i området.

I år er der en knopskydning af løbet med “2424Run Vojens”, som arrangeres af lokale løbere, og som støtter BROENs lokale afdeling i Haderslev. Også her løbes der om en sø ved fritidscenteret i Vojens.

Find mere om 2412Run Horsens