16. april 2014

Historien om BROEN fra Horsens

Christianweb-018

Basketball-spilleren Grace er en af de mange børn, som Hans Søgaard og BROEN Horsens har hjulpet til at dyrke sin sport.

Forhistorien til BROEN begyndte i 2002, da Hans Søgaard fra Horsens via sin datter hørte om to drenge, som ikke kunne gå til fodbold, fordi der ikke var penge til kontingent og udstyr i familien. I løbet af kort tid blev han klar over, at der var mange flere end blot de to børn, som havde brug for hjælp til at deltage i fritidstilbud, og derfor blev “Støtteforeningen BROEN Horsens” oprettet.

Siden er idéen vokset til 18 lokalafdelinger af BROEN over hele landet, omkring 100 aktive frivillige ildsjæle og cirka 2.000 børn, der er blevet hjulpet til en aktiv fritid siden støtten til de to første børn i Horsens.

Se og hør Hans fortælle historien i denne video fra TrygFonden:

En historie om at bygge bro

Af Hans Søgaard

BROEN Danmark er en organisation af aktuelt 19 lokale afdelinger fordelt ud over hele landet og et landssekretariat, der ved fælles indsats hjælper socialt udsatte børn og unge til en aktiv fritid i lokalområdet sammen med jævnaldrende kammerater og positive voksne.

Historien om BROEN tog sin begyndelse i Horsens i efteråret 2002, da jeg var nybagt pensionist. Det var i september, og jeg var netop gået på pension efter et travlt arbejdsliv som uddannet smed og derefter sælger af biler og senere medejer af et fitness-center. Jeg havde nu planer om at nyde mit otium sammen med min kone, Lis og passe vores have med rhododendron. Men min datter Connie havde åbenbart andre planer for mit pensionistliv. Hun arbejdede dengang som psykoterapeut på et behandlingssted for narkomaner. En kvinde på stedet havde to drenge på 10 og 12 år, som Connie havde i tankerne. Hun fortalte mig, at de to drenge ville have godt af at være aktive i fritiden – at komme lidt hjemmefra og ud blandt andre børn. Hjemmet var en lejlighed i et ghettoområde i Horsens med mange andre udsatte familier. Faderen var kvartalsdranker, men passede sit arbejde efter bedste evne. Og der var hverken ret meget opmærksomhed eller penge til overs til de to drenge. Conniespurgte mig derfor: ”Du kender så mange, far, kunne du ikke prøve at skaffe nogle penge til drengene i dit netværk – nu har du jo god tid!”

Jeg  lovede at overveje forslaget og kontaktede derefter nogle tidligere forretningsfolk, som jeg kendte, og som jeg mente havde hjertet på rette sted. I løbet af få dage havde jeg fået lovning på et pænt beløb, som så rigeligt rakte til kontingent og udstyr til de to drenge, så de sammen med mig kunne gå i en sportsbutik og købe et sæt fodboldudstyr til hver af dem. De var et par pavestolte drenge i deres nye fodboldtøj. Jeg kontaktede så den fodboldklub i byen, som jeg vidste havde ry for at kunne rumme børn med en lidt svær baggrund. Jeg kørte drengene til den første træning og talte med træneren, så han vidste, at de to nye knægte i klubben måske krævede lidt mere omsorg end de fleste andre børn. Efter træningen kørte jeg to trætte, men glade drenge hjem til boligområdet og aftalte med faderen, at han bare skulle sørge for, at de kom af sted til træning ugen efter.

Jeg bevarede kontakten til de to drenge i flere år efter, og de fortalte mig jævnligt om deres bedrifter på fodboldholdet. Det er stadig dem, jeg har i baghovedet, når jeg fortæller om mit engagement i BROEN.

Jeg havde faktisk penge til overs efter min rundtur i mit netværk af velvillige støtter. Derfor kontaktede jeg lederen af fritidscenteret i den samme bydel, som drengene boede i, for at høre, om der var andre børn med samme behov:

Jeg fortalte lederen Bent om de to drenge og spurgte ham så: ”Har du et par stykker mere, for så har jeg lidt penge i overskud!” Det viste sig, at der var mange andre børn, som ikke deltog i sportsforeningernes tilbud, fordi økonomien i hjemmet ikke rakte til det. Jeg måtte indse, at SÅ langt rakte pengene overhovedet ikke. Jeg følte, at jeg måtte tage et afgørende valg: Enten at kaste håndklædet i ringen og opgive idéen og i stedet passede min flotte have, som jeg havde lovet min kone. Eller også skulle det organiseres i en forening, som kunne søge penge og hjælpe de mange ekstra børn fra fritidscenteret.

Jeg tænkte ved mig selv, at der ikke var andre, som hjalp disse børn. Så jeg valgte den sidste løsning, og i oktober 2002 blev Støtteforeningen Broen oprettet sammen med min datter og en tredje person. De to andre havde ikke lyst til at stå i spidsen, så jeg lovede at tage formandsposten det første år. Det blev ikke til kun ét år, da jeg stadig er formand for BROEN Horsens. Det er også blevet til mange flere byer med udbredelsen af modellen fra Horsens gennem BROEN Danmark med et projekt, som jeg gennem nogle år pressede skiftende socialministre til at skaffe penge til.

Navnet på foreningen skulle være et symbol for, at vi med foreningen ville skabe en bro mellem fattige børn i misbrugsfamilier og sporten som et frirum for gode oplevelser sammen med andre. Udgangspunktet for mig og de to andre frivillige i foreningen var nemlig, at behovet især måtte være i misbrugsfamilier i Horsens. Senere blev formålet udvidet til at omfatte socialt udsatte børn generelt, fordi jeg via Socialministeriet kunne forstå, at der statistisk set nok var i omegnen af 600-700 udsatte børn i en by som Horsens.

BROEN Horsens hjælper i dag ca. 500 børn og unge, og på landsplan har BROENs lokalafdelinger støttet lidt over 2.000 børn og unge til en aktiv fritid i lokale foreningstilbud.

(Indlæg af Hans Søgaard til blog hos Center for Socialt Ansvar)

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk