Støt Broen Danmark - Min konto

Daniel Skaaning

Daniel Skaaning er ny ambassadør for Broen Høje-Taastrup

En af Danmarks bedste herresvømmere Daniel Skaaning har indgået et samarbejde med Broen Høje-Taastrup, hvor Daniel Skaaning bliver ambassadør for Broens arbejde med at støtte udsatte børn og unge i Høje-Taastrup Kommune til et godt og aktivt fritidsliv.

Efter henvendelse fra Broen Høje-Taastrup takkede Daniel Skaaning begejstret ja tak til tilbuddet.

Daniel beskriver her, hvad en aktiv fritid har betydet for ham:

”En aktiv fritid har for mig betydet venner for livet. Det har betydet, at jeg har lært mig selv at kende, på en måde som mange aldrig kommer til. Og så har min aktive fritid givet mig redskaber til at håndtere mange af de problemer, som vi alle oplever i hverdagen. Sport og motion er roden til alt godt. Specielt når det kommer til ens helbred, men også trænge kår. Jeg voksede op i et rækkehus med mine forældre og lillebror. Vi manglede aldrig noget, men det ved jeg, ikke er tilfældet hos alle familier. Jeg håber at kunne bidrage med en masse glæde for sporten og være med til at putte smil på en masse unge menneskers læber. Men jeg vil også lære af dem. Jeg vil lære af deres historier, så vi alle kommer ud på den anden sidde som en mere hel version af os selv.”

Mehmet Bozboga som er formand for Broen Høje-Taastrup, er rigtig glad for at en lokal sportsstjerne som Daniel Skaaning vil være ambassadør for Broen Høje-Taastrup, og dermed være med til at udbrede kendskabet til BROEN Høje-Taastrup.

Fakta om Daniel Skaaning:

Daniel Skaaning (født 22. juni 1993) er født og opvokset i Høje-Taastrup, hvor han gennem hele hans karriere har repræsenteret Swim Team Taastrup.

Daniel har deltaget ved OL i 2012 (London) og 2016 (Rio) og ligeledes svømmet EM og VM-finaler for Danmark.

I Daniels ungdomsår sikrede han flere europæiske juniormedaljer ved EM for junior i 2010 og 2011.