Støt Broen Danmark - Min konto

9. november 2020

BROEN Hillerød blev stiftet på nettet

Den stiftende generalforsamling blev rykket fra den private stue og ud på internettet, da BROEN Hillerød blev en realitet ved et digitalt møde tordag den 5. november 2020.

I stedet for at udsætte mødet, som både var annonceret i den lokale ugeavis og på den dugfriske hjemmeside for BROEN Hillerød, valgte initiativtagerne at afholde generalforsamlingen online. De tilmeldte deltagere, som ved tilmeldingen havde fået at vide, at mødet blev holdt i dagligstuen hjemme hos Charlotte og Henrik Glüsing, fik en ny besked om, at de pga. corona-begrænsninger skulle logge på fra en computer, hvor de end valgte at gøre det fra.

Derfor blev oprettelsen klaret ved, at deltagerne sad hjemme ved køkkenbordet, sofabordet eller hjemmekontoret på børneværelset, eller hvor man nu valgte at deltage fra. Trods små tekniske drillerier kunne mødet gennemføres som planlagt. Da initiativgruppen havde forberedt sig godt, var det en nem opgave for ordstyreren, Erik Haumann fra BROEN Danmark, at tjekke hjemme fra privaten i Jylland, at alle punkter på dagsordenen blev overstået i god ro og orden.

Det er første gang, at man i BROEN Danmarks historie siden 2009 har oprettet en ny forening digitalt. Heldigvis har mange, også flere af BROENs lokalforeninger, gjort sig gode erfaringer med at holde møder online, og det betød sandsynligvis også, at ingen stillede sig tvivlende over for denne måde at gribe tingene an i bedste corona-stil.

Bestyrelse trækker i arbejdstøjet

Bestyrelsen for BROEN Hillerød består af følgende: Charlotte Glüsing, formand, Susan Christiansen, næstformand, og Laura Clausen som kasserer. Lise Dau, Heidi Hallum og Henrik Glüsing er bestyrelsesmedlemmer og Thomas Bentzen er frivillig ressourceperson for foreningen. CVR er også oprettet med følgende nummer: 41823798

Den nyvalgte bestyrelse står nu over for en række praktiske øvelser, inden BROEN Hillerød kan begynde at støtte de første børn, der faktisk allerede står på venteliste. Først skal foreningen godkendes hos relevante myndigheder såsom Virk, NemID og gennem hvidvaskprocedurer hos en bank. Når alt dette er på plads, kan det beløb, som BROEN Danmark har reserveret til den nystartede forening overføres, og så kan det “rigtige” arbejde med at bygge bro for børn fra socialt udsatte familier til aktiviteter i de lokale idræts- og fritidsforeninger.

Vi forventer at få travlt, så eventuelle sponsorer kan godt kontakte os, for pengene løber hurtigt ud af kassen, når vi begynder at betale kontingenter og nødvendigt udstyr for børn fra hele Hillerød kommune.

Vi glæder os til at komme i gang, men giv os lige lidt tid til den administrative gymnastik først! 🙂