Støt Broen Danmark - Min konto

15. december 2020

BROEN kan hjælpe flere børn ud i foreningslivet

BROEN Herlev har modtaget stor donation: Frivillige kan nu hjælpe flere børn og unge tilbage til foreningslivet.

Poul Erik Bech Fonden donation 2020

Lars Nybroe (tv.) modtager bevis på donationen fra Poul Erik Bech Fonden af Rasmus Kreilgaard hos EDC-mægleren i Herlev (Foto: EDC Poul Erik Bech Herlev)

Sådan skriver EDB Poul Erik Bech i en pressemeddelelse om den donation på 50.000 kroner, som Rasmus Kreilgaard og Thomas Møller Rudlang fra EDC Poul Erik Bech Herlev for noget tid siden overrakte til Lars Nybroe fra BROEN Herlev. Donationen kommer fra Poul Erik Bech Fonden, som står bag den landsdækkende kæde af EDC Poul Erik Bech-mæglere.

Stor donation oven på hårdt forår med coronanedlukning

“Alle bliver berørt af coronakrisen, men nogle har været hårdere ramt end andre. Udsatte børn og unge betaler en særlig høj pris, og det er nu en afgørende opgave at mindske krisens følgevirkninger mest muligt. BROEN Herlev er en af de foreninger, der tager denne opgave på sig ved at hjælpe børn og unge til at dyrke deres fritidsinteresser. Foreningen har netop modtaget en donation på 50.000 kr. fra Poul Erik Bech Fonden, og derfor kan de nu gøre en endnu større forskel.

Coronakrisen kan sætte varige spor hos socialt og økonomisk trængte familier, og derfor er det helt centralt, at der bliver gjort en stor indsats for at få særligt de udsatte børn og unge tilbage i deres fritidsliv.

Frans Hammer, medlem af Børnerådet og Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse, udtaler:

”Coronakrisen kan komme til at få alvorlige sociale følgevirkninger for udsatte børn og unge, der har fået brudt op i vante strukturer og har været hjemme i alt for lang tid. Derfor er det lige nu afgørende, at vi giver dem en helt særlig opmærksomhed og skaber de bedst mulige forudsætninger for at komme videre med et liv med plads til trivsel og udvikling. Vi har et fælles ansvar lige nu, og vi kan alle hjælpe til på forskellige måder. Vi ved, at det vil have betydning for de mange tusinde udsatte børn og unge resten af deres liv. Om det så er en spejder-, idræts- eller musikforening, som et udsat barn bliver en del af, så kan det positive fællesskab være afgørende for, at barnet oplever at trives og udvikler gode relationer.”

BROEN kan igen hjælpe udsatte i Herlev
BROEN Herlev er en af de foreninger, der gør en indsats på området. Foreningens frivillige ildsjæle brænder for at få børn og unge til at blive en del af det lokale foreningsliv, hvor de i fællesskab med andre kan dyrke deres fritidsinteresser. Men som de fleste andre har foreningen været udfordret af coronakrisen den seneste tid. Derfor ser de nu frem til, at de med den nye donation kan vende tilbage til deres arbejde med at hjælpe børn og unge i Herlev.

Lars Nybroe, kontaktperson i BROEN Herlev, fortæller:

”Coronakrisen har virkelig ramt de udsatte børn og unge, og vores arbejde med at hjælpe dem har været udfordret af, at foreningslivet har været stille under nedlukningen. Vi er glade for, at vi med donationen fra Poul Erik Bech Fonden fortsat kan hjælpe rigtig mange børn og unge til en bedre trivsel.”

Rasmus Kreilgaard og Thomas Møller Rudlang, EDC Poul Erik Bech Herlev, stod for selve overrækkelsen. De udtrykker stor respekt for de frivillige i BROEN Herlev: ”Det er ikke kun ejendomme, der har en særlig plads i vores hjerter. Bag os er Poul Erik Bech Fonden, som via overskuddet fra mæglervirksomheden støtter foreninger, som brænder for at gøre en forskel for børn. BROEN Herlev har hjertet på rette sted, og de gør alt for, at udsatte børn og unge skal få succes og opbygge gode relationer via deres fritidsinteresser. Poul Erik Bech Fonden ønsker at støtte foreninger, som gør en forskel for børn, og det er BROEN Herlev et rigtig godt eksempel på.”

En million kroner til at bygge bro for børn
Det er ikke kun i Herlev, at Poul Erik Bech Fonden har valgt at påskønne de frivillige i BROEN Danmark. Samlet set har fonden givet 1 mio. kr. fordelt over BROENS lokale foreninger i hele landet. Siden oprettelsen af Poul Erik Bech Fonden i 2015 har fonden hvert år støttet BROEN Danmark. Direktør i Poul Erik Bech Fonden Jane Bech fortæller om baggrunden for beslutningen om igen at støtte foreningen:

”Når man taler med en frivillig fra BROEN, er man ikke et sekund i tvivl om, at de engagerer sig og glæder sig, hver gang et barn får succes. Vi støtter foreninger, hvor frivillige kræfter er involveret, og hvor støtten gives direkte til slutbrugeren. Fonden ønsker at være med til at skabe glæde og lyspunkter for de, der trænger til flere smil i hverdagen. BROEN Danmark gør en stor forskel for børn og unge over hele landet, og derfor har det været oplagt for os at støtte dem igen i år.”

Vi siger en tak for støtten!

Find mere om Poul Erik Bech Fonden