Støt Broen Danmark - Min konto

5. november 2019

Et positivt chok for BROEN

BROEN Halsnæs har modtaget en donation på 50.000 kr. fra Poul Erik Bech Fonden.

Poul Erik Bech Fonden donation

Søren Torrense fra BROEN Halsnæs siger tak for donationen til Klaus Mathiasen, EDC Poul Erik Bech Frederiksværk. (Foto: Kim Larsen, Halsnæs Avis)

Formand Søren Torrense fra BROEN Halsnæs fortæller til Halsnæs Avis om sin reaktion på beskeden om donationen: “Jeg fik en telefonopringning om, at Poul Erik Bech Fonden ville give os 50.000 kroner. Jeg var ved at falde ned af stolen, det var et positivt chok. Det er rigtig dejligt og flot af fonden. Vi får ikke noget kommunalt tilskud, så vi er afhængige af fondsdonationer og private gaver i vores arbejde.”

Fondens donation blev overrakt på Frivilligcenter Halsnæs af Klaus K. Mathiasen fra EDC Poul Erik Beck Frederiksværk.

Donationen sikrer, at lokale udsatte børn kan få mulighed for at deltage aktivt i det lokale idræts- og fritidsliv med sport, spejder, musik og lignende som omdrejningspunkt. Sidste år fik 35-40 lokale børn og unge støtte gennem BROEN Halsnæs, og i år er der indtil videre 27 børn og unge, der er hjulpet i gang i en forening.

Find mere om donationen i Halsnæs Avis den 4. november 2019

Det er ikke kun i Halsnæs, at Poul Erik Bech Fonden i 2019 har valgt at påskønne det frivillige arbejde i BROEN Danmark. Samlet set har fonden valgt at give 1 million kr. til BROENs lokale indsats fordelt over det meste af landet.

Om Poul Erik Bech Fonden

Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Fonden ejer i dag størstedelen af mæglervirksomheden. Gennem overskuddet fra EDC Poul Erik Bech støtter fonden især foreninger, der gør en forskel for børn.

Find mere om Poul Erik Bech Fonden