9. juni 2018

Cykelløb for udsatte børn besøger BROEN

Fra træningstur i 2017 for holdet BROEN Danmark Rundt (foto: OK)

Snart går startskuddet for anden gang til cykelløbet BROEN Danmark Rundt, som i 2018-udgaven cykler fra Helsingør til Skagen til fordel for udsatte børn og unge i Danmark.

På første etape mandag 18. juni cykler feltet igennem Frederiksværk og besøger den lokale BROEN-afdeling.

Også udsatte børn i Halsnæs

BROEN er en landsdækkende sammenslutning af lokale foreninger, som har til formål at støtte udsatte børn og unge med kontingenter, udstyr og hvad de nu måtte have brug for til idræt eller andre fritidsaktiviteter.

”Når man taler udkant og vandkant, tænker man måske ikke på Nordsjælland som det første. Men i Halsnæs Kommune har vi også børn i familier med ganske få ressourcer, som vi prøver at hjælpe efter bedste evne,” siger Søren Torrense Hansen, som er formand for den lokale BROEN-afdeling i Halsnæs.

“Derfor er vi meget glade for, at rytterne på BROEN Danmark Rundt-holdet vil bruge deres tid og især kræfter på at cykle denne vej forbi og gøre et stop hos os for at rejse opmærksomhed om behovet for, at også udsatte børn får mulighed for at deltage i vores lokale foreningsliv.”

BRObygning til foreningslivet  

BROEN Halsnæs blev oprettet i et godt samarbejde med det lokale frivilligcenter i 2016. Desuden har foreningen et godt samarbejde det lokale julemærkehjem om at sikre, at julemærkebørn kan komme i gang med en aktiv fritid, når de vender hjem fra et ophold. I 2017 støttede BROEN Halsnæs mere end 40 lokale børn.

BROEN Danmark Rundt er sponsoreret af Blue Idea og energiselskabet OK, hvor sidstnævnte i forvejen er kendt for sin omfattende støtte til lokale idrætsklubber og foreninger. OK overrækker i forbindelse med dagens depot en særlig donation på 10.000 kr. til BROEN Halsnæs til at sikre forankringen af foreningens indsats.

Kendte som ukendte danskere sadler op

På cykelholdet er blandt andet de to politiske ledere Kristian Thulesen-Dahl (DF) og Morten Østergaard (R) samt Jacob Mark, gruppeformand i SF, Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening og flere byrådspolitikere fra hele landet. Derudover består cykelholdet af en række ildsjæle fra forenings- og erhvervsliv, der er klar til at trampe i pedalerne for en god sag.

BROEN Halsnæs er vært ved et depot mandag 18. juni i tidsrummet fra ca. 11.15 til 11.45 i Frederiksværk hos Frivilligcenter Halsnæs, hvor pressen er meget velkommen til at deltage og lave interviews med deltagere, arrangørerne mv.

Initiativtagerne til BROEN Danmark Rundt er erhvervsmand Flemming Bøgely og Christiansborg-politiker Kristian Thulesen-Dahl.

Fakta

  • Alle indsamlede midler går ubeskåret til BROENs indsats for socialt udsatte børn, hvor familien ikke selv har ressourcerne til børnenes aktiviteter i fritiden.
  • Deltagerne dækker selv alle deres udgifter i forbindelse med turen.
  • Aktuelt har BROEN 27 lokalforeninger fordelt ud over Danmark.
  • BROEN samarbejder tæt med kommunale fagpersoner og det lokale foreningsliv.
  • BROENs lokalforeninger hjalp i 2017 ca. 4.800 børn og unge i hele landet til en fritidsaktivitet i det danske forenings- og fritidsliv. Aktiviteterne spænder over sport, spejder, musik, dans og teater samt træningslejre og stævner i skoleferierne.
  • BROEN Danmark Rundt indsamlede i 2017 cirka 375.000 kroner. Pengene er blevet brugt til støtte af udsatte børns aktive fritid gennem BROENs lokalforeninger og til ferieaktiviteter.
  • Find mere om BROEN Danmark Rundt hos BROEN Danmark

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk