Støt Broen Danmark - Min konto

11. maj 2017

Bro fra julemærkehjem til aktiv fritid hjemme

BROEN Halsnæs har indledt et samarbejde med julemærkehjemmet Kildemose i Ølsted om at hjælpe børn ind i fritidsaktiviter i hjemmeområdet efter ophold på julemærkehjemmet.

Det har indtil videre betydet, at tre børn er blevet støttet af BROEN Halsnæs til at gå til noget i fritiden, da barnet vender hjem til familien efter det 10 uger lange ophold med fokus på at ændre levevis med sundere kost og mere motion i hverdagen.

BROEN Danmark har også indgået samarbejdsaftaler med julemærkehjemmene i Hobro og Skælskør i forhold til koordinering af støtte i BROENs lokalforeninger.

BROEN godt i gang i Halsnæs

Lokalforeningen af BROEN i Halsnæs blev stiftet i begyndelsen af 2016 i samarbejde med frivilligcenteret i kommunen, og efter en længere opstartsperiode kom foreningen i gang med at hjælpe de første børn, så der i løbet af 2016 blev givet støtte til seks børn og unge i alderen op til 17 år.

Aktuelt hjælper BROEN 15 børn og unge i alderen 6 – 17 år med at gå til bl.a. fitness, guitar på musikskolen, fodbold, springgymnastik og ju-jutsu, der er en selvforsvarssport.

Find mere om julemærkehjemmet Kildemose

Find mere om BROEN Danmarks samarbejde med julemærkehjemmene