Støt Broen Danmark - Min konto

16. november 2015

Støtte hjalp familie i en svær tid

shutterstock_117824416_web

Ridning blev ugens højdepunkt (Modelfoto)

En mor til en pige på ni år har sendt en hilsen til BROEN Haderslev for at fortælle, hvad det har betydet for hendes datter og hende selv, at BROEN har givet støtte, så pigen kunne fortsætte med at gå til ridning som et frirum i en svær hverdag:

“Kære BROEN!

Jeg vil gerne takke for den hjælp, I har været for min datter og jeg. Det har gjort vores liv til et bedre sted, at I har hjulpet med den økonomiske byrde til kontingentet til ridning.

Jeg gik psykisk ned, da jeg uventet mistede min mor. Jeg måtte have hjælp til min datter, hun kom i pleje i et år. Dette var det hårdeste, vi nogensinde har gennemlevet. Jeg har knoklet med min bedring, og er i dag på den anden side og har det godt efter intensiv behandling. Eftersom jeg har været i behandling, har jeg måtte overgå på kontanthjælp. Dette er benhårdt, da der lige og lige er til vejen og dagen. Min datter knyttede sig til ridningen i alt vores kaos og plejeforanstaltnings liv, det blev det dyrebareste og ugens højdepunkt, det vi havde sammen, vores fællesskab.

Det har løftet min datter så meget, hun tror på sig selv i dag, og hun føler hun dur til noget. Det, at I har medvirket til fortsat at løfte hende, har givet pote, det har givet så meget mening i vores turbulente liv, da jeg har svigtet hende med min sygdom. Mit hjerte har blødt over, at jeg skulle melde hende ud, så hun igen blev offer for min sygdomshistorie. Hun fortjener at være barn og lege og ride for glædens skyld, ikke for at glemme, men for at udvikle sig. Tak fordi I har givet os magien i hverdagen og hjulpet med, at vi igen kan leve et godt og trygt liv. Af hjertet tak for den store hjælp I har været i vores liv.

Mange gode hilsner fra Berit”

BROEN Haderslev sender en stor tak til Berit for at dele historien med os!