Støt Broen Danmark - Min konto

5. december 2014

Nyt juleløb i Vojens støtter børn og unge

2412Run logo“Lav plads til julemiddagen, få frisk luft og støt en god sag!” Sådan lyder tilbuddet fra folkene bag 2412Run Vojens, der som noget helt nyt arrangerer et hyggeligt og uformelt juleløb om formiddagen den 24. december 2014.

Løbet vil foregå rundt om søen ved fritidscenteret i Vojens, og der er lagt op til, at alle – børn og voksne, hunde og barnevogne – kan være med. Man kan løbe eller gå alt efter temperament og form.

Det er gratis at deltage, og man skal ikke meldes til på forhånd, men kan bare møde op i tidsrummet kl. 9-12. Så man bestemmer altså selv, hvornår det passer at tage turen – bare man er færdig kl. 12. Lokale politikere og en lokal ironman har også meldt sin ankomst.

Santa Run Tønder 2014 Marcus Klepke-1

“Tag nissehuen på og sæt farver på løbet!” Her er det deltagerne ved Santa Run i Tønder, som er hoppet i julemandsdragten (Foto: Marcus Klepke)

– Vi håber, at rigtig mange vil synes, at det kan være dejligt at få sig rørt lidt juleaftensdag, inden man skal i gang med den store julemiddag, siger Vivi Terp, som er en af de frivillige, som arrangerer 2412Run Vojens.

– For mange er dagen en fridag, og hvis man har børn i familien, så kan det være rart at lave noget sammen for at få tiden til at gå lidt hurtigere til det, de fleste glæder sig til, nemlig at samles med familien og hygge sig med juletræ og gaver. Vi synes også, at det kunne være fantastisk at få skabt en ny tradition her i kommunen om at mødes til et afslappet juleløb, hvor man samtidig støtter et rigtig godt formål, der handler om at hjælpe nogle af de mest udsatte børn. Det er vel helt i tråd med det, julen også drejer sig om, at tænke på andre. Så tag din nissehue på og vær med den 24. december, opfordrer Vivi Terp.

2412Run Vojens støtter den frivillige forening BROEN Haderslev, som hjælper børn fra udsatte familier til at være aktive i lokale fritidstilbud i hele kommunen. Man kan selv vælge, om man vil give et bidrag til BROEN Haderslev ved at lægge et beløb på dagen. Desuden kan sponsorer støtte løbet ved at give et bidrag pr. omgang, der tilbagelægges på dagen, eller et fast bidrag uanset antallet af deltagere og omgange. Hovedsponsor for 2412Run Vojens er energiselskabet OK.

Idéen til løbet kommer fra Horsens, hvor der har været et 2412Run om den lokale Bygholm Sø siden 2007. Sidste år deltog mere end 800 i løbet i Horsens, og der er over årene givet ca. 200.000 til udsatte børn og unge i området.

BROEN Haderslev er forening, der har til formål at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid ved at støtte med betaling af kontingent og udstyr i situationer, hvor familien ikke selv kan klare udgiften eller har behov for støtte til, at børnene kommer i gang med en fritidsaktivitet. Foreningen i Haderslev består af frivillige, og den blev oprettet i december 2013. Den er en del af den landsdækkende organisation BROEN Danmark.

Find mere om 2412Run Vojens 2014 og oversigt over sponsorer

Der er oprettet en facebook-side med titlen “2412Run Vojens“, hvor man kan tilkendegive, om man deltager i arrangementet.

Interesserede sponsorer kan kontakte BROEN Haderslev på info@broen-haderslev.dk

Find omtale af løbet den 9. december i Haderslev Lokalavis