Om BROEN

BROEN Esbjerg er startet i 2013.

BROEN har som formål at støtte socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til idræt, spejder, musik eller andre fritidsaktiviteter, så de på lige fod med alle andre børn har mulighed for at dyrke fritidsinteresser.

Vi skaffer midler ved at søge fonde, puljer og private, og vi støtter børnene gennem et samarbejde med sagsbehandlere, sundhedsplejersker, SSP, lærere, pædagoger og andre, der har daglig omgang med børn og unge.

I 2022 støttede vi 85 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et godt fællesskab med andre børn og unge.

Den gode historie

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

Pige 8 år

”Jeg synes, det er sjovt at gå til fodbold. Jeg har fået nogle nye venner ovre i fodboldklubben. Jeg leger nogle gange med dem. Jeg har haft en af mine venner fra fodboldklubben over hos mig på besøg, og det var sjovt. Vi legede sammen. Så jeg har det sjovt, når jeg er til fodbold.”

Mor til pige

“Sofie har spillet nu fem år med jeres støtte, og hun bliver ved. Hun kunne ikke spille, hvis I ikke støttede op om det, da jeg ikke har økonomi til det pga sygdom og studie. Så jeg takker så meget.” (hilsen til BROEN Vejle)

Poul Nyrup Rasmussen

Poul Nyrup Rasmussen, protektor for Det Sociale Netværk og tidligere statsminister i Danmark

“Alle børn og unge har brug for venskaber og brug for at være i positive fællesskaber. De skal møde engagerede voksne ildsjæle, som er gode rollemodeller for dem. De får et frirum. De bliver værdsat. Og de får nogle redskaber, som gør dem aktive – også når de skal vælge uddannelse og finde sig en plads i samfundslivet.” (Overrækkelsen af Børnesagsprisen til BROEN, København 2015)

Mor til Nicolai på 16 år

“Vi er meget glade og taknemmelige for den hjælp, vi har fået i tidens løb. Nicolai er blevet mere åben og har fået mod på at spille mere og med flere. Han er blevet rigtig dygtig, og du har givet ham muligheder, han ellers ikke ville have haft. Tusind tak for den støtte BROEN Vejle har ydet og stadig yder.”

SSP-leder i kommune

“Jeg kan konstatere, at de tanker og idéer, som jeg blev præsenteret for i starten, nu har vist sig ikke blot at være bæredygtige, men har udviklet sig til, hvad jeg opfatter som en soleklar succes inden for det frivillige forebyggende arbejde med børn og unge. Jeres projekt er for mig et af de meget få eksempler på, at idealisme, ildsjæle og udsatte børn og unges behov mødes og går op i en slags højere enhed.”

Forælder til dreng på 17 år

”Jeg vil gerne takke meget for jeres hjælp. Da vi har fire børn i huset, som går til fodbold.”

Mor til to børn

“Jeg er så taknemmelig for at have modtaget støtte fra BROEN. Nu kan begge mine børn gå til en fritidsaktivitet, hvor de kan danne nye netværk og opleve andre ting, end det jeg kan tilbyde dem og have det super sjovt! Det er simpelthen så vigtigt, det I gør, så tusind tak for jer! Kærlig hilsen en mor og hendes to vandhunde.” (hilsen til BROEN Randers)

Forældre til dreng på 12 år

“Vi er meget glade for, at BROEN kunne hjælpe, da han ellers ikke kunne fortsætte med aktiviteten :)”