Bliv medlem

Du kan blive en del af vores arbejde med at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid ved at blive medlem.

Ønsker du at blive medlem af BROEN Danmark? Klik her

Bliv medlem

Den gode historie

Mor til dreng på sommercamp

“Min dreng, som er autist og snart 12 år, deltog i to camps med e-sport, i alt fire dage á cirka 6-7 timer med træning, konkurrence og udendørs aktiviteter. Det er aldrig nogensinde sket før, at han har været ude af huset fire dage i træk i så mange timer. Tusind, tusind tak. Det var så stort!” (hilsen til BROEN Køge)

Pige 13 år

“Glad for sammenholdet og for at lære at slappe af i stedet for at blive sur. Tak skal I have for at gøre det muligt for mig og min bror.”

Træner for pige i danseforening

“Jeg, som træner for Sofia, og hendes forældre, er meget taknemmelig for jeres støtte hos BROEN Vejen. Sofia trives godt og har gennemgået en fantastisk udvikling i år. Hun blev oprettet som sportsdanser og danser sammen med sin partner til mange forskellige konkurrencer. De er jævnligt i avisen og deltager i mange små opvisninger, hvor vi præsenterer vores danse.”

Frivillig i BROEN Horsens

“En pige på 11 år ringer til en af BROENs frivillige en lørdag formiddag og spørger grædende, om hun kan låne penge til en busbillet til Vejle, hvor hun skal deltage i et sportsstævne. Den frivillige vælger at hente pigen og køre hende til Vejle. Da han spørger, om ikke hun kan låne pengene af sin mor, som hun bor alene med, svarer hun med tårer i øjnene: ‘Det ved jeg ikke. Hun gik på Klods Hans (værtshus) i torsdags, og jeg har ikke set hende siden.’ ”

Forælder til pige

“Først en hilsen og en STOR tak, for at I gjorde det muligt for min datter at gå til gymnastik hele vinteren. Min datter ELSKER at lave gymnastik og træner både om mandagen med HG Girls samt hjemme på stuegulvet. Hun har sammen med holdet været til tre opvisninger, og de er blevet udtaget til at give opvisning ved Gymnastik Galla i DGI Storstrømmen i Maribo i morgen. Hvilket er STORT inden for gymnastik :-).” (hilsen til BROEN Næstved)

Henrik Nielsen

Henrik Nielsen (K), formand for udvalget for erhverv, beskæftigelse og kultur i Svendborg Kommune: “Det handler ikke kun om motion. Det handler også om at blive del af fællesskaber, hvor der er mulighed for at løfte sig og få et godt liv.” (i artikel om BROEN Svendborg)

Mor til pige på 9 år

“Kære BROEN Haderslev! Jeg vil gerne takke for den hjælp, I har været for min datter og jeg. Det har gjort vores liv til et bedre sted, at I har hjulpet med den økonomiske byrde til kontingentet til ridning. Jeg gik psykisk ned, da jeg uventet mistede min mor. Jeg måtte have hjælp til min datter, hun kom i pleje i et år. Mit hjerte har blødt over, at jeg skulle melde hende ud, så hun igen blev offer for min sygdomshistorie. Hun fortjener at være barn og lege og ride for glædens skyld – ikke for at glemme, men for at udvikle sig. Tak fordi I har givet os magien i hverdagen og hjulpet med, at vi igen kan leve et godt og trygt liv.”

Mai Mercado

Børne- og socialminister Mai Mercado (K): “Det er hamrende vigtigt for børn at være en del af en forening eller et fællesskab. Det skaber sammenhængskraft og hjælper børnene. I familier med dansk baggrund er det ofte en del af opvæksten, at man er en del af foreningslivet, men for en familie med anden etnisk baggrund end dansk er det ikke en fasttømret del af opvæksten. Derfor er det vigtigt i de områder, og det kan være med til at bryde den negative sociale arv, at man skaber en bro mellem børnene og foreningerne.” (ved besøg hos BROEN i Høje-Taastrup den 8. januar 2018)

Beboerkonsulent i helhedsplan

“Det har indvirkning på deres sociale liv, at de har mulighed for at deltage i idræt på lige fod med andre børn og deltage i det sociale liv, der er omkring en idrætsklub. Der er sundhedsmæssige gevinster ved at dyrke motion, og så er de beskæftiget i stedet for at hænge ud og kede sig. De får nogle aktivitetsmuligheder, som de ellers ikke ville have haft.”