02/02/2021

Nye samarbejder i sydvest og sydøst

BROENs lokalforeninger i Guldborgsund og Tønder er klar til at gå ind i længerevarende samarbejder, der kan skabe store forbedringer for trivslen i hverdagen for børn og unge i udsatte familier.

BROEN Guldborgsund, DGI Storstrømmen og Guldborgsund Kommune indleder et projektsamarbejde om ”Udsatte børn og unges inklusion i foreningsfællesskaber” de kommende tre år. Projektansøgningen til Socialstyrelsens pulje om at få flere med i lokale fællesskaber er blevet godkendt, og samarbejdet, som sætter fokus på udsatte børn og unge i alderen 7-14 år, starter i foråret 2021. I alt 1.200.000 kroner er afsat til projektet. Der vil snart komme mere information om projektet på BROEN Guldborgsunds hjemmeside.

BROEN Tønder, Selvhjælp Sydvest, Tønder Kommune og RessourceDetektiven er også gået sammen om en fælles ansøgning til Socialstyrelsens pulje om at få flere med ind i lokale fællesskaber. Projektet ”Når børn blomstrer – om at træde ud af mobningens skygge og ind i fællesskabets styrke” starter ligeledes i foråret 2021. Målgruppen er udsatte og sårbare børn og unge i alderen 10-15 år, som mistrives og oplever sig mobbet. Blandt andet er Julemærkehjemmet Fjordmark med som ekstern samarbejdspartner. I alt er 770.000 kroner tildelt projektet. Der vil snart komme mere information om projektet på BROEN Tønders hjemmeside.

Find omtale af projektet i Tønder i Jydske Vestkysten den 17. januar 2021

Erfaringer samles op og deles i BROEN

BROEN Danmark følger med fra sidelinjen og samler erfaringer fra såvel selve projekterne som fra samarbejdet på tværs af kommune, organisationer, foreninger og civilsamfund. De to projekter kan give inspiration til andre lokalforeninger i BROEN om samarbejde og fælles indsats i forhold til børn, unge og familier, som er udfordret socialt og økonomisk.

Få mere at vide ved at kontakte Erik Haumann, mail: erik@broen-danmark.dk