Støt Broen Danmark - Min konto

4. april 2022

Mor tog uddannelse og klarer nu børns fritid selv

“Nu kan jeg selv stå for mine børns fritidsaktiviteter! Tusind tak for de mange års støtte!”

Sådan skriver en mor glædestrålende og tydeligt stolt i en hilsen til Susanne Clausen, der er formand for BROEN Vejle.

Det er den slags historier, der giver energi til vores frivillige ildsjæle til at gøre den ekstra indsats. Den indsats, som gør en enorm forskel i mange børns liv, når barnet lever i en familie, der er trængt økonomisk og måske også socialt. Så kan BROEN gå ind med støtte til kontingent og nødvendigt udstyr og eventuelt andre udgifter, som familien selv har svært ved at overkomme.

De gode historier om at gøre en forskel

Vi får i BROEN jævnligt meldinger tilbage fra forældre og samarbejdspartnere om børn, der bliver støttet af BROENs lokalforeninger til at deltage i aktiviteter i fritiden. Den typiske støtte er hel eller delvis betaling af kontingent og nødvendigt udstyr til at kunne deltage på lige fod med de andre børn såsom spilledragt til fodbold eller håndbold, eller en uniform og bælte til at gå til spejder og så videre. Det kan også være støtte til at deltage en træningslejr eller et stævner eller anden aktivitet i skolernes ferier.

Vores frivillige beder ofte om, at enten barnet selv, dets forældre eller den kommunale fagperson, der har hjulpet familien med at ansøge hos BROEN, om at give os en tilbagemelding på, hvordan det går med barnets deltagelse. Som minimum handler det selvfølgelig om, hvorvidt barnet faktisk kommer i gang med aktiviteten og møder op til træning og andre tilknyttede aktiviteter som kampe og stævner. Selvfølgelig, fordi vi så ikke betaler “for ingenting”, hvis barnet ikke længere er aktiv i sin fritidsaktivitet eller er stoppet på grund af andre forhold.

Derudover beder vi også om, at vi får det, vi kalder “de gode historier” om den positive ændring, det kan have i et barns eller et ungt menneskes hverdag at blive støttet til at tage aktiv del i det lokale idræts- eller fritidsforeningsliv.

Derfor bliver vi også ekstra glade, når vi får en historie som den, Susanne fra BROEN Vejle forleden har modtaget og delt.

“Nu kan vi selv!”

I et opslag på BROEN Vejles Facebookside er morens hilsen gengivet med morens accept. Her følger opslaget i sin fulde længde, som Susanne Clausen har delt det:

“2. april. Har fået en rigtig dejlig hilsen her morgen:

‘Kære Susanne og BROEN Vejle! Jeg vil rigtig gerne dele min glæde med jer. Jeg har færdiggjort min uddannelse og har fået job, så nu kan jeg selv stå for mine børns fritidsaktivitet. Tusind tak for de mange års støtte, som I har givet os til stor glæde og sportslig udvikling, som mine børn har gennemgået. I hjælper mange børn og unge, det er utrolig vigtigt for hver enkelt familie og for vores samfund som helhed. Jeg ønsker BROEN Vejle alt det bedste og tak for Jeres fantastiske arbejde.’

Bestyrelsen (i BROEN Vejle) siger stort tillykke med uddannelse og arbejde. Vi takker for de smukke ord og ønsker jer alt godt fremover.”

Du kan finde BROEN Vejles Facebookside her

Tak til Susanne for at dele de mange gode historier, som BROEN Vejle modtager.

Find flere gode historier om BROEN