25/04/2019

Lemvigh-Müller Fonden støtter nyt i BROEN

BROEN Danmark har modtaget en donation fra Lemvigh-Müller Fonden til nye initiativer i BROEN.

Donationen går dels til at hjælpe nye lokalforeninger godt i gang, så en nystartet BROEN-forening har penge på kontoen fra dag 1 til at kunne støtte udsatte børn fra lokalområdet i gang med en fritidsaktivitet. Det kommer til gavn for vores seneste lokalforeninger i Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, Randers og Frederikshavn kommuner.

Desuden er der øremærket midler til et helt nyt projekt “Feel Good” i Silkeborg. Projektet henvender sig til børn og unge, som er uden for foreningslivet grundet angst, ensomhed, autisme, m.m. Projektet er et samarbejde mellem Silkeborg Kommune, DGI Midtjylland og BROEN Silkeborg. Efter endt projektperiode tilbydes børnene/de unge et fast medlemskab af en forening/aktivitet. Deltagerne findes i samarbejde med professionelle – eksempelvis sagsbehandlere, familierådgiver, SSP, sundhedsplejersker m.fl.

I.F. Lemvigh-Müllers hørkramforretning på Kultorvet i København (foto: Lemvigh-Müller)

Lemvigh-Müller Fonden er en erhvervsdrivende fond, der blev stiftet i 1946 i forbindelse med 100-års jubilæet for etablering af den jern- og hørkram­forretning, der siden hen udviklede sig til Lemvigh-Müller-koncernen. Stifteren af Lemvigh-Müller-koncernen, I.F. Lemvigh-Müller, var som ung mand i lære som hørkræmmer og arbejdede også som bogholder inden han i 1846 grundlagde en hørkramforretning på Kultorvet i København.

Find mere om Lemvigh-Müller Fonden

BROEN Danmark siger en stor tak for støtten!