Støt Broen Danmark - Min konto

25. november 2019

BROEN Aalborgs 10 års fejring var en succes!

2019 har været et stort år for BROEN Aalborg – vi har nemlig haft 10 års fødselsdag. Vi er så utroligt stolte af at have hjulpet udsatte børn og unge i Aalborg siden 2009.

Jubilæumskonferencen den 29. oktober

Vi valgte at fejre fødselsdagen med en jubilæumskonference for vores samarbejdspartnere, politikere, sponsorer, tidligere frivillige og alle de, som havde lyst til at fejre dagen sammen med os. Vi havde fået arrangeret et spændende og lærerigt program med oplæg, som primært handlede om frivillige foreninger og udsatte børn og unge.

Først og fremmest vil vi gerne sige tusind tak til alle de, som mødte op på dagen. Det var skønt at se, at så mange kender til vores arbejde og vil støtte os. Dernæst skal der lyde et kæmpe tak til Morten Ubbesen fra Aalborg Kommunes Kultur og Fritidsforvaltning, Maja Pilgaard fra Idrættens Analyseinstitut og Sarah Neergaard fra Børns Vilkår. Vi sætter stor pris på, at I havde lyst til at sætte fokus på vores hårde arbejde. Til sidst skal der lyde et stort tak til Aalborg Freja, som stillede fantastiske omgivelser til rådighed for os. Derudover også et stort tak til Victors Madhus samt Salling for dejlig forplejning.

Alle pladser var besatte og vi kunne glæde os over et fantastisk fremmøde.

Fødselsdagsfest for vores børn den 3. november

Vi ville ikke nøjes med at fejre for vores professionelle samarbejdspartnere. Vi ville også gøre noget for alle de dejlige børn, der bliver støttet af BROEN Aalborg. Derfor havde vi inviteret alle vores børn til fejring hos GAME Streetmekka Aalborg, hvor der var lagt op til en aktiv dag med sjov og ballade.

GAME Streetmekka Aalborg er et asfalteret gadeidræts- og kulturhus, hvor Aalborgs børn, unge og voksne kan mødes og dyrke sport. Det gælder blandt andet gadefodbold, street basket, hiphop, breakdance, bouldering, street art og alt muligt andet ved streetkulturen. I forbindelse med vores fødselsdag valgte vi at give alle de fremmødte familier et medlemskab til GAME. Vi håber, at de sammen som familier kan komme ud og være aktive i gode og sjove rammer.

Vi havde en fantastisk dag sammen med de fremmødte familier. Vi er så taknemmelige for at alle de lykkeønskninger, vi modtog på dagen. Det betyder meget som frivillig at få sat ansigt på nogle af mennesker, som vi er med til at gøre en forskel for. Det er et uvurderligt øjeblik, der giver stor værdi til hver enkelt frivillig.

Desuden vil vi gerne sige tusind tak til Jutlander Bank, der i dagens anledning gav os en fantastisk gave på hele 15.000 kr. Samtidig skal der lyde et stort tak til vores kære ambassadører Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, der mødte op og stillede op til en bordtenniskamp og et billede.

Husk at følg med i fremtiden!

Alt i alt havde vi en fantastisk fødselsdag, og vi er bare så klar til at holde foreningen kørende i et årti mere! Følg med lige her, eller hop ind på Facebook og følg med. Husk også at du får kun 100 kr om året kan være støtte medlem af BROEN Aalborg, læs mere her – husk at vælge lokalafdeling, så du støtter BROEN Aalborg direkte.