Støt Broen Danmark - Min konto

20. juni 2017

Cykelløb for udsatte børn kommer til Hals

Der skal trampes godt til i pedalerne, når cykelløbet BROEN Danmark Rundt cykler fra Bornholm til Skagen til fordel for socialt og økonomisk belastede børn og unge i Danmark. Cykelholdet bliver mødt af Aalborg-afdelingen i Hals fredag den 23. juni på turens sidste etape

25 engagerede personer fra forenings- og erhvervslivet samt partier på tværs af den politiske scene skal cykle næsten 1.000 km på bare seks dage. Det gør de i den gode sags tjeneste – for BROEN Danmark og foreningens arbejde for udsatte børn og unge.

Modtagelse ved Hals

Den lokale BROEN-afdeling i Aalborg tager imod cyklisterne fredag den 23. juni ca. kl. 10.15-10.45 på nordsiden af fjorden. Det glæder den aalborgensiske formand Maja Olsen, at holdet kommer til byen:

– For os i BROEN Aalborg betyder det meget, at cykelrytterne fra BROEN Danmark Rundt kommer forbi vores kommune og kører videre til Skagen, for vi ønsker mere fokus på BROEN i det nordjyske. Aalborg Kommune er den eneste nordjyske kommune med en afdeling af BROEN, og vi mærker et stigende behov dels fra vores egne borgere i kommunen, men også fra nabokommunerne.

Kendte som ukendte danskere sadler op
Turen indledes på Bornholm i forbindelse med Folkemødet søndag den 18. juni. Derefter går ruten via Gedser i syd og Blåvand i vest for at slutte i Skagen i nord til Sankt Hans fredag den 23. juni.

Nogle af deltagerne ved en træningstur (foto: Ole Hartmann Schmidt)

På cykelholdet er blandt andre de to politiske ledere Kristian Thulesen-Dahl (DF) og Morten Østergaard (R) samt Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, og Søren Møller, der er formand for DGI. Derudover består cykelholdet af en række ildsjæle, der er klar til at trampe til på de danske landeveje.

Rytternes indsats har stor betydning for foreningens arbejde til fordel for udsatte børn og unge i det nordjyske.

– BROEN Aalborg, som startede i 2009, var en af de første afdelinger i landet, og vi støtter ca. 300 udsatte børn og unge om året. Vi har et rigtig godt samarbejde med de lokale idrætsklubber og -foreninger, De frivilliges Hus samt fagpersoner i Aalborg Kommune, siger Maja Olsen.

BRObygning til foreningslivet
BROEN er en landsdækkende sammenslutning af lokale foreninger, som har til formål at støtte socialt udsatte børn og unge med kontingenter, udstyr og hvad de nu måtte have brug for til idræt eller andre fritidsaktiviteter. Løbets hovedsponsor er energiselskabet OK, som i forvejen er kendt for sin omfattende støtte til lokale idrætsklubber og foreninger.

– I BROEN møder vi mange eksempler på, hvor stor en forskel det gør for et barn at møde og omgås positive voksne i sportsklubben og ikke mindst være sammen med jævnaldrende, der har samme interesse for sporten. Kort sagt at blive en del af et fællesskab, siger Peter Poulsen, formand for BROEN Danmark.

– Det betyder meget for os at nogle engagerede mennesker, kendte som ukendte, springer på cykelsadlen for både at sætte fokus på betydningen af en aktiv fritid for udsatte børn og for at rejse midler til vores indsats i nu 25 lokalforeninger rundt om i Danmark, tilføjer han.

Fakta

  • Alle indsamlede midler går ubeskåret til BROENs indsats for socialt udsatte børn. Deltagerne dækker selv alle deres udgifter i forbindelse med turen
  • Aktuelt har BROEN 25 lokalforeninger fordelt ud over Danmark
  • BROENs lokalforeninger hjalp i 2016 ca. 3.900 børn og unge til en fritidsaktivitet i det danske foreningsliv
  • Se mere om cykelløbet