Lav ansøgning

Vores målgruppe er socialt udsatte børn. Vi bliver typisk kontaktet af skole, SFO, socialrådgiver, sundhedsplejerske, eller frivillige i foreningerne, der har daglig omgang med børnene og deres familie, og som kender deres forhold.

Ansøgningsskema

For at kunne tilbyde et barn vores tilbud er det vigtigt, at vi har forældrenes accept. Hvis du er kommunalt ansat (eller ansat i regionen eller staten), SKAL du starte med at indhente en samtykkeerklæring fra barnets forældre/værge.

Samtykkeerklæringen kan hentes her:

Samtykkeerklæring BROEN Tønder (word-fil)

Hvis linket ikke virker, bedes du sende en mail til foreningen. Vi returnerer mailen med en erklæring.

Samtykkeerklæring sendes til: Ella Mølgaard, Brorsonsvej 40, 6270 Tønder, mail: kasserer@broen-tonder.dk

Når du har fået forældrenes samtykke, kontakter du BROEN Tønder. BROEN skal have oplysninger om barnets navn, adresse, fødselsdato og telefonnummer. Derudover skal vi have telefonnummer på barnets forældre/værge, så vi kan kontakte familien for nærmere aftale om, hvilken aktivitet barnet skal vælge, og om der skal tages specielle hensyn.

Kontakttelefon: 28 23 77 36

Den gode historie

Familiekonsulent

“BROEN har igennem årene været en vigtig samarbejdspartner i mit virke. Den er altid tænkt ind i opgaveløsningen, og der er altid en stor velvilje til løsninger, mulighedernes kunst, og der er meget kort vej til hjælpen.” (Familiekonsulent i Silkeborg Kommune)

Frivillig i BROEN Silkeborg

“Vi begyndte at hjælpe en pige på seks år, som aldrig har gået til noget ud over skolen. Når hun kommer hjem, er det til forældre, som drikker. Der er ingen mad på bordet, for det er blevet glemt. Pengene er meget små, og forældrene prioriterer ikke en idrætsaktivitet til deres barn. Hun beskrives som en pige uden venner, selvtillid og selvværd. Fra pigens lærer modtager vi en ansøgning. Jeg tager imod, kontakter familien og fortæller, at vi i BROEN vil hjælpe pigen til gymnastik i en forening tæt på hjemmet. Vi kontakter Sport 24 om en ny gymnastikdragt. Den første gymnastikdragt nogensinde, og hun er virkelig glad. Jeg kontakter derefter foreningen, og der bliver taget godt imod pigen. Tilbagemeldingerne på pigens trivsel er opløftende. Gymnastikken bliver et frirum, hvor hun kan være barn, være en del af noget, og hun blomstrer op. Det viser, hvordan en fritidsaktivitet kan gøre en stor forskel for et udsat barns hverdag.”

Træner i gymnastikforening

“Hvad er der ikke sket med Tasja (7 år) bare på et halvt år? Nu kan hun lave harehop og kolbøtter, og hun er blevet meget gladere.”

FDF-leder

“TAK for jeres arbejde med ‘vores’ børn. Det er en kæmpe hjælp for FDF Nakskov, at I er der og kan hjælpe!:-)” (hilsen til BROEN Lolland)

Nikolai 12 år

“Det er mega fedt, at BROEN Vejle har sørget for, jeg kan gå til fodbold igen. Jeg startede allerede sidste uge og træner 2 gange i ugen. Det er vildt sjovt at se andre drenge, de er søde. Jeg kan sagtens følge med dem nu. Jeg har også fået en cykel fra jer, så jeg kan komme ud og cykle igen, både i skole og over i skoven. I sommerferien skal jeg på fodboldskole, det glæder jeg mig rigtig meget til. Mega sejt I har givet mig det. Jeg tabte 14 kg de 10 uger, jeg var afsted. Hilsen Nikolai” (om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Mor til to børn

“Pga. BROEN i Randers kan mine to børn gå til svømning – uden at jeg skal vende hver en krone eller sige nej til dem, igen. De får mulighed for at udvikle sig socialt og styrke deres selvtillid, ting som betyder så meget, og helt uden,  at de skal føle sig anderledes. I et hjem præget af sygdom og til tider for mange bekymringer er det bare helt vidunderligt at vide, at ens børn har sunde, normale interesser, hvor de kan få lov til at være børn! Tusind tak til BROEN, det er et fantastisk arbejde I gør.”

Mor til ridedreng

“Hans autisme og ADHD falder helt til ro, og jeg har en dreng, der ‘vokser’ for hver uge han er sammen med hesten. Ridningen er med til at styrke hans trivsel og øger hans læring i at skulle fokusere, give signaler og modtage ny viden og rettelser på samme tid. Ting, han er maks udfordret med i sin skole. Uden den ro, som han får igennem sin ridning, vil han ikke kunne overskue at være i skole hver dag.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Projektleder i kommune

”Mikkel har en udfordring i skolen. Han passer ikke helt ind, og han er overset derhjemme, da hans mor er alene med ham og hans lillesøster på 4 måneder. Hans sagsbehandler tog kontakt til Aktiv Fritid, og nu går Mikkel til springgymnastik. Hver tirsdag henter hans frivillige følgeven Sonja ham. BROEN Vejle betaler kontingent for hans medlemskab, og Aktiv Fritid har matchet Mikkel med Sonja og givet dem et 10-turskort til svømmehallen, da de slet ikke kan nøjes med at ses en gang om ugen. Mikkel har nu fået både en følgeven og en reservebedste, han får brugt noget energi, og han glæder sig til hver tirsdag.”

Kontaktlærer på skole

”Siden BROEN Lolland gav XX (14 år) muligheden for at komme fast i svømmehallen sammen med sine kammerater, har han udviklet sig helt vildt! Fra at være en stille dreng, der sjældent åbnede munden, er han nu en dejlig, velfungerende dreng, der gerne giver udtryk for sine meninger, og som nu er blevet valgt til formand for elevrådet.”