Støt BROEN Ringkøbing-Skjern

Det koster at hjælpe udsatte børn og unge ud i et aktivt fritidsliv. BROEN hjælper med støtte til kontingenter og udstyr til sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene til at være en del af et positivt fællesskab med andre børn og unge og voksne rollemodeller.

BROEN er afhængig af at finde økonomiske midler til denne hjælp.

Ønsker du at støtte som virksomhed eller forening? Klik her

Støt økonomisk

Den gode historie

Frivillig i BROEN Odense

“Jeg havde nogle drenge på 10 år med i en sportsforretning, hvor vi skulle købe et par fodboldstøvler og noget træningstøj – drengene var lidt generte og meget ydmyge og sagde pænt tak for hjælpen. Samme aften ringede en af drengene til mig og spurgte, om han måtte sove i sit nye træningstøj, fordi han var så glad for det.”

Dreng 10 år

“Gik til svømning før, det er ikke så dyrt – der skal ikke hele tiden købes nyt tøj og sko. Kunne godt tænke mig at gå til badminton sammen med min bror Lasse og fodboldskole næste år. Har ikke prøvet endnu, da min mor ikke kan køre mig derover. Hilsen Nikolaj.”

Familiebehandler i kommune

”For nogle børn har det betydet, at de har fået et socialt liv, som de ikke havde prøvet før. Det har været vigtigt, at de kunne komme ind i det samme tøj, som de andre børn i klubben. Det har gjort, at de er kommet ind i fællesskabet, hvor de ellers har været lukket ude.”

Familiebehandler i kommune

“Det er lige præcis her, hvor vi har mange børn, der ikke kommer til at gå til fritidsaktiviteter, fordi det er der simpelthen ikke råd til på en kontanthjælp. Så derfor har jeg benyttet mig af det nogle gange til nogle familier. Så jeg har en stak liggende af de her ansøgningsskemaer fra BROEN.”

Mor til to børn

“Jeg er så taknemmelig for, at I hjælper os med at kunne gå til kampsport i fritiden. Et af mine børn har haft mange udfordringer i hans korte liv. Det at se, hvor meget hans udfordringer er mindsket ved hans sport, er jeg så glad for.” (hilsen til BROEN Herlev)

Forælder til pige

“Først en hilsen og en STOR tak, for at I gjorde det muligt for min datter at gå til gymnastik hele vinteren. Min datter ELSKER at lave gymnastik og træner både om mandagen med HG Girls samt hjemme på stuegulvet. Hun har sammen med holdet været til tre opvisninger, og de er blevet udtaget til at give opvisning ved Gymnastik Galla i DGI Storstrømmen i Maribo i morgen. Hvilket er STORT inden for gymnastik :-).” (hilsen til BROEN Næstved)

Mor til dreng

“Jeg vil fortælle, at min søn er meget glad for at starte til håndbold. Han føler virkelig, han er en del af et fællesskab. Han stråler. Det er så dejligt. Det er mere, end jeg kunne forvente med hans udfordringer rent socialt. Jeg takker mange gange.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Mor til Jakob på 19 år

“For en hel del år siden, da jeg var på kontanthjælp, havde jeg ikke ‘salt til et æg’, og at betale kontingent og udstyr til min søns fritids interesse, fodbold, havde jeg slet ikke råd til. Det var ikke sjovt, og jeg følte mig som den dårligste mor i verden. Heldigvis for mig og særligt for min søn, startede BROEN Herlev op det år. Jakob var så heldig, at han blev deres første barn, som de hjalp, og det gjorde for Jakob og vores familie en verden til forskel. Jakob er i dag næsten 20 år, og som han selv udtaler: ‘Havde det ikke været for Lars, som hjalp mig dengang og gav mig muligheden for at vælge sportens vej og vennerne der, havde jeg nok valgt den kriminelle vej og de venner, som fulgte med den vej.’ I dag er Jakob næsten færdig med sit andet grundforløb på TEC. Og har fået en læreplads som elektriker.”

Mor til to børn

“Jeg er så taknemmelig for at have modtaget støtte fra BROEN. Nu kan begge mine børn gå til en fritidsaktivitet, hvor de kan danne nye netværk og opleve andre ting, end det jeg kan tilbyde dem og have det super sjovt! Det er simpelthen så vigtigt, det I gør, så tusind tak for jer! Kærlig hilsen en mor og hendes to vandhunde.” (hilsen til BROEN Randers)