Om BROEN

BROEN Næstved er oprettet i 2010. Vi er en frivillig forening, der i samarbejde med sagsbehandlere, sundhedsplejersker, pædagoger, lærere, SSP og andre, hjælper socialt udsatte børn og unge til et aktivt fritidsliv.

Vi er en del af BROEN Danmark, der har som formål at støtte socialt udsatte børn op til 18 år, så de på lige fod med alle andre børn får mulighed for at dyrke sport og fritidsinteresser i lokale foreninger.

I 2023 støttede vi 317 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et godt fællesskab med andre børn og unge.

Venlig hilsen

BROEN Næstved

Den gode historie

Sundhedsplejerske i kommune

“Jeg vil lige give dig en tilbagemelding omkring Teis. Han har nu været afsted på Helteskolen i Hillerød to fredage – i dag er tredje gang.
Mor fortæller meget begejstret om Heltetræningen, og at Teis er så glad for at gå der. Han refererer til det hele tiden og øver sig på de yoga- og kampsportøvelser, han har lært. Jeg er så glad på Teis’ vegne, og det er lige det rigtige for ham. Han får der redskaber til at styrke sit selvværd.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Forælder til dreng på 17 år

”Jeg vil gerne takke meget for jeres hjælp. Da vi har fire børn i huset, som går til fodbold.”

Astrid Krag

Indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S): “Det er så afgørende at føle sig med på et hold – som en del af et fællesskab – selv om ens forældre måske ikke lige har råd til at betale det månedlige kontingent til fodboldklubben. Lige præcis vores udsatte børn er ikke altid rige på succesoplevelser. Hverdagen derhjemme kan være udfordrende. De kan være vant til at føle sig anderledes. Derfor er det vigtigt at have et åndehul – både for børn og for deres forældre. Et åndehul, der gør, at hverdagen bliver lidt nemmere at overkomme. Vi kender det alle sammen. Vi vokser og får større selvværd, når de andre på holdet har brug for os. Regner med os. Selv har jeg spillet i band i mange år. Jeg fik nogle af mine bedste venner og minder gennem det fællesskab. Stor tak til BROEN Danmark for at give udsatte børn samme mulighed.” (i forbindelse med uddelingen af Tine Bryld Prisen 2020 til BROEN)

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

Mor til ridedreng

“Hans autisme og ADHD falder helt til ro, og jeg har en dreng, der ‘vokser’ for hver uge han er sammen med hesten. Ridningen er med til at styrke hans trivsel og øger hans læring i at skulle fokusere, give signaler og modtage ny viden og rettelser på samme tid. Ting, han er maks udfordret med i sin skole. Uden den ro, som han får igennem sin ridning, vil han ikke kunne overskue at være i skole hver dag.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Mor til pige

“Kære BROEN! Jeg vil lige fortælle jer, hvor glade vi er for, at hun har gymnastikplads. Hun har fået en veninde på holdet og elsker gymnastik. Hun er ikke så meget i skole og har ikke noget socialt i klassen. Til gymnastikken er det slet ikke til at se, at hun har de udfordringer hun har, det er fordi hun kan lide det, og der ikke stilles krav hun ikke kan indfri. Med den baggrund så er det derfor vi er så glade og taknemmelige for jeres hjælp. Af hele hjertet tak.” (hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk)

Mor til dreng på 7 år

“Jeg er BROEN yderst taknemmelig for jeres hjælp. Det er en stor hjælp for mig som enlig mor, og det betyder meget for min dejlige dreng at gå til fodbold. Det er også noget, vi har gjort til vores fællesskab – det gør os glade … tak fordi I hjælper os :-)”

Mor til to piger

“Mine to piger, Maria og Laura, er meget glade for at gå til spejder. Det er ikke blot en sund fritidsinteresse ude i det fri. Spejderne giver dem en masse oplevelser, som både styrker deres selvtillid og sociale kompetencer. De mødes en gang om ugen med deres respektive grene, og udover det deltager de i en del arrangementer, ture og overnatninger hele året rundt. Højdepunktet i spejderlivet er sommerlejr, og det har begge piger efterhånden prøvet nogle gange. De er ‘vokset’ meget hver gang, de har været afsted. Jeg er meget glad for, at de har fundet den interesse, og jeg er stolt over at se dem tage udfordringer og udvikle sig igennem spejderlivet. Samtidig er jeg så glad og taknemmelig for, at sådan en organisation som BROEN er med til at gøre, at det overhovedet kan lade sig gøre at sende pigerne afsted. Uden den økonomiske hjælp ville det være svært at støtte op omkring deltagelse i alle de fantastiske tiltag, spejderforeningen udarbejder og tilbyder.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Frivillig om Jens på 15 år

“Jens er det sidste år begyndt at isolere sig på sit værelse, hvor han spiller computer det meste af dagen. Skolen og den nære familie oplever ham, som mere indesluttet, trist og tavs. Selv har Jens svært ved at beskrive, hvorfor han har fået det så svært. Men han har et ønske om at bryde den ‘negative cirkel’ af isolation og inaktivitet. Han taler med sin mor om at gå til fitness med sine venner. Mor vil gerne bakke ham op, men har som invalidepensionist ikke midlerne. Mor ansøger sammen med sin familieterapeut om midler ved BROEN Randers, og får dagen efter bevilget støtte. Jens begynder til fitness med sin kammerat. Kort tid efter sælger han sin computer og begynder også at spille fodbold med kammeraterne i weekenden. Der er stadig mange ting, som Jens og familien skal arbejde på, men Jens har fået et mere aktivt og socialt liv, og mor er lettet over, at han har det bedre og kan samtidigt få mere tid til sig selv, når Jens er ude af huset.”