Sådan arbejder vi

BROEN samarbejder med en bred vifte af aktører inden for kommunen, forskellige foreninger og klubber.

Vi hjælper med kontingent, udstyr og evt. transport, så børn og unge får mulighed for at være aktive i lokale idræts- og fritidsforeninger med sport, spejder, dans, teater eller lignende sammen med jævnaldrende og voksne rollemodeller.

Det sker i tæt samarbejde med fagpersoner i kommunen og/eller træner, kasserer eller en anden frivillig i lokale idræts- og fritidsforeninger.

Den gode historie

Janne Hansen

Janne Hansen (V), formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget, Guldborgsund Kommune: “Vi er glade for, at vi her i kommunen har en stærk organisation som BROEN, der tager vare på de økonomisk udsatte børn, så de får samme muligheder som andre børn.” (om støtte til BROEN Guldborgsund)

Dreng 17 år

“Det er fedt at gå til sport og være sammen med sine venner.”

Projektleder i kommune

“Men ikke alle familier har økonomiske eller mentale kræfter til at sende børnene af sted til den slags. I de tilfælde kan vi heldigvis hjælpe. Og det gør virkelig en forskel. Både for børnene og nogle gange for hele familien.” (Aktiv Fritid i Vejle)

Gabriella 12 år

“Jeg er glad for, at vi er med i et fællesskab og kan komme med til stævner, vinter- og sommercamps og den slags. Hvis vi ikke kunne være med til alle de ting, som de andre er, kunne man ellers godt føle sig udenfor.” (om støtte fra BROEN Nyborg)

Elmin 13 år

“Jeg kan godt lide at spille fodbold, fordi det er sjovt, og fordi jeg er sammen med mine venner. På fodboldskolen lærer jeg nye teknikker sammen med dem, jeg spiller i klub med. Det er også sjovt at lære nye at kende.” (om støtte til fodboldskole fra BROEN Lolland)

Forældre til dreng på 8 år

“Thor vil gerne, at jeg skriver, at han er rigtig glad for, at han kan få hjælp til sport fra BROEN. Ja, det er vi voksne også.”

Mor til dreng på 12 år

“William på 12 år går i 5. klasse på en lokal skole. Han har diagnosen ADHD, som gør, at han har uro og koncentrationsbesvær, indlæring er svær, og det sociale er til tider en udfordring. Han har brug for struktur og faste regler. William elsker fodbold og har gået til det nu i fire år . Det kan kun lade sig gøre, da han får medicin med god virkning og har en træner, som forstår ham og kan støtte og hjælpe de rigtige steder. Fodbolden betyder rigtig meget for ham også socialt. Vi har ikke rigtig haft økonomi til det ekstra, eller f.eks. en ferie, og han har måttet vente på ‘tiden til ham’ pga. hans mindre søskende. Jeg er så glad for, at I har kunnet hjælpe med, at han har kunnet få den oplevelse.” (hilsen til BROEN Haderslev, mor er 38 år og har senhjerneskade efter blodprop, er på pension)

Dreng 11 år

”Jeg er glad for Claus fra BROEN, han er sød, og han har lært mig meget. Han hjælper mig altid.”

Mor til ridedreng

“Hans autisme og ADHD falder helt til ro, og jeg har en dreng, der ‘vokser’ for hver uge han er sammen med hesten. Ridningen er med til at styrke hans trivsel og øger hans læring i at skulle fokusere, give signaler og modtage ny viden og rettelser på samme tid. Ting, han er maks udfordret med i sin skole. Uden den ro, som han får igennem sin ridning, vil han ikke kunne overskue at være i skole hver dag.” (hilsen til BROEN Halsnæs)